Hvad er en energiingeniør?

Energiingeniør er et paraplybegreb for ingeniører, der arbejder med el og energi, fx stærkstrømsingeniører. Energiingeniører arbejder med og udvikler vindmøller, elbiler, strømforsyning, smart grid og meget andet.

Når du uddanner dig til energiingeniør, får du teoretiske færdigheder til at tænke de store, overordnede tanker og praktiske evner til at arbejde med de helt store elektriske anlæg og spændinger. Illustrationen herover giver et lille indblik i de områder, hvor der er brug for energiingeniører.

Du kan sammensætte din uddannelse helt efter dine interesser, prioriteter og mål for fremtiden gennem specialiseringer på de fem energiingeniøruddannelser i Danmark. Du kan enten læse til diplomingeniør (ca. 3,5 år) eller civilingeniør (ca. 5 år).