Bjarke og Christian

 

Bjarke Nordentoft Madsen og Christian Gram har fulgt hinanden gennem 7 semester og har skrevet projekter sammen i de 6 af dem på stærkstrømslinjen i Odense. De er begge 26 år gamle og har en håndværksorienteret baggrund.

Det var slet ikke planen

Christian startede først med at læse til elektriker, men begyndte allerede i løbet af sin læretid at ændre planer. Han så mere sig selv som en teoretiker end som håndværker og valgte derfor at tage adgangskurset på SDU. Bjarke gennemførte først en HTX, men hurtigt begyndte skoletrætheden dog at melde sig. Så da han blev færdig i 2001, valgte han samme år at starte på en faguddannelse til automatikfagtekniker hos Lego i Billund, hvor hans interesse for det el-tekniske blev vakt. Som færdiguddannet var han derfor ikke i tvivl om, at ingeniør var det endelige mål.

Fælles afgangsprojekt

Bjarke og Christian har som sagt arbejdet sammen igennem deres uddannelse og er nu på deres sidste semester, hvor de er ved at skrive deres afgangsprojekt sammen. Det er et projekt, de laver i samarbejde med og for Grundfos. Her arbejder de på at finde nogle metoder til at lokalisere produktionsfejl i Grundfos’ motorer, eller nærmere bestemt rotoren, som er et sprøjtestøbt emne, hvori der kan opstå lufthuller, som reducerer motorens ydeevne. Det er ikke et decideret energirelateret projekt, men stærkstrømsuddannelsen favner bredt inden for det tekniske.

Fremtiden

Hvad angår deres fremtidsplaner, står det meget åbent. Christian mener, at hans praktiske baggrund gør, at han ser sit fremtidige job indeholdende en eller anden form for praktisk element. Han har det bedst med at se, at hans arbejde fører til noget konkret. En ledermæssig stilling tiltaler ham dog meget, hvilket gør at han overvejer at tage en HD efter sit ingeniørstudie for at få suppleret med økonomi og ledelse. Bjarke håber at finde et passende graduate program , hvor han kan komme til at arbejde indenfor forskellige felter i energibranchen, men også han tænker at udvide med økonomi og ledelse, hvilket han mener, er godt at have i ingeniørbranchen.