Flere unge vil læse til energi-ingeniører
236 unge mennesker tager den 1. september hul på en videregående uddannelse, der kan føre dem i retning af elbranchen.
Civilingeniør Peter Hansen fra Dansk Energi glæder sig over, at Videnskabsministeriets netop offentliggjorte tal over uddannelsesinstitutionernes optag viser vækst i forhold til sidste år, hvor kun 169 studerende meldte sig på en af de retninger, der kan sikre fremtidens elforsyning.
- Det er glædeligt at se den store stigning i forhold til sidste år. Elbranchens udfordring er nu at sikre, at de unge i løbet af deres studieforløb så også vælger elsystemet til, siger Peter Hansen, der har et klart budskab til de nye studerende:
- Hvis I satser på at specialisere jer inden for det danske elsystem, så vi kan få mere grøn el helt ud til vores stikkontakter, så vil I blive eftertragtede kolleger – og være med til at sikre strøm til computeren, madlavning, opvarmning og elbiler.
Optagstallene inden for stærkstrømsretningerne ser således ud (tallet i parentes er fra 2008):
Danmarks Tekniske Universitet, Lyngby, civil, elektro: 63 (57)
Danmarks Tekniske Universitet, Lyngby, diplom, elektro: 54 (41)
Syddansk Universitet, Odense, diplom, elektro: 22 (28)
Aalborg Universitet, Aalborg, civil, energi: 48 (29)
Aalborg Universitet, Aalborg, diplom, bæredygtig energiteknik, 5 (ny uddannelse)
Ingeniørhøjskolen i København, Ballerup, diplom, bæredygtig energiteknik, 19 (ny uddannelse)
Ingeniørhøjskolen i København, Ballerup, diplom, stærkstrøm, 15 (7)
Ingeniørhøjskolen i Århus, Århus, diplom, stærkstrøm, 10 (7)
Under betegnelsen ’elektro’ finder vi både stærkstrøm og svagstrøm,
hvor svagstrøm typisk er overrepræsenteret. Under ’energi’ og ’bæredygtig energi’ finder vi både stærkstrøm, termisk energi (planlægning, fjernvarmesystemer, kraftværks-processer) og mekatronics (kombinationen af elektronik, mekanik og software for eksempel en avanceret pumpe med indbygget hastighedsregulering fra Grundfos).
- Det er positivt, at den nye uddannelse med bæredygtig energiteknik har pæn tilstrømning, og godt er det også at se en pæn stigning til de klassiske stærkstrømsingeniøruddannelser. Der er hårdt brug for dem - også i disse finanskrisetider, siger Peter Hansen.
Han påpeger, at der foregår et godt samarbejde mellem energibranchen og uddannelsesinstitutionerne bl.a. i regi af EnergyMinds. Fremadrettet handler det nu om at gå sammen om at gøre undervisningen og studielivet spændende og motiverende både for de studerende, der starter nu, og dem der er i gang.
- Vi skal ’krydre’ hverdagens teori med erfaringer fra virkelighedens verden – for eksempel ved at flytte en del af undervisningen ud i ’marken’, siger Peter Hansen.