Om EnergyMinds
Danmark mangler energi-ingeniører, og behovet vokser. Dansk Energi, der er brancheforeningen for energiselskaber i Danmark, og Energinet.dk har derfor sat sig for at få flere unge til at opdage, hvordan de kan være med til at gøre en forskel ved at arbejde med el og energi. Det gør vi blandt andet ved at lave denne hjemmeside, der giver et samlet overblik over uddannelses- og karrieremuligheder inden for el og energi.
Samarbejde med uddannelsesinstitutionerne
EnergyMinds er et femårigt projekt, der løber frem til og med 2013. Det er finansieret af Dansk Energis medlemmer og Energinet.dk, og vi samarbejder med alle relevante videregående uddannelsesinstitutioner.
EnergyMinds for begyndere
EnergyMinds symboliserer alle dem, der interesserer sig for energi og højspænding, og som har talent for matematik og fysik. På hjemmesiden vil du lære nogle af dem bedre at kende, og måske vil det inspirere dig til at vælge en uddannelse som energi-ingeniør.
EnergyMinds udtrykker også, at energi betyder noget for samfundet og klimaet. Den måde vi forvalter jordens energiressourcer på skal gøres med omtanke. Det kræver kompetencer, kreativitet og kraft til innovation. Uddannelsen som energi-ingeniør giver dig værktøjerne som skal til. Du kan være med til at udvikle de nye energiteknologier, der sikrer os mere vedvarende energi og en bedre udnyttelse af energien.
Kan du forestille dig et samfund uden strøm? Intet ville fungere! Det er energi-ingeniørerne der sørger for, at der altid kommer strøm ud af stikkontakten. Du kan være med til at designe og udvikle fremtidens bæredygtige energisystem.
Inspiration til at vælge
Vi tror ikke uddannelser skal sælges. Vi mener, at det er vigtigt at gøre opmærksom på muligheder. Når du kender mulighederne, så kan du også bedre træffe et kvalificeret valg om uddannelse. På den måde mener vi at ramme mange unges behov; og iblandt dem nå frem til lige præcis DIG, der tænker, ”Yes! Jeg vil være energi-ingeniør"
Hvad siger krystalkuglen?
Vi har en jord, vi skal passe på - en klimaudfordring vi skal have løst. Samtidig vil vi have forsyningssikkerhed, så der altid kommer strøm ud af stikkontakten. Der vil derfor være bud efter ingeniører med viden om el og energi fra en række virksomheder over hele Danmark. Gigantvirksomheder som DONG Energy, Vattenfall og Energinet.dk, lokale elselskaber som EnergiMidt, Syd Energi, HEF mfl. har alle dørene åbne for unge, der satser på en karriere inden for energiområdet. Store årgange går på pension netop nu, hvilket også øger efterspørgslen efter energi-ingeniører. Så du er hermed advaret – vælger du at blive energi-ingeniør, må du regne med at blive eftertragtet!