Sommerferie
06 juli 2010Semesteret er slut. Eksamenerne er overstået. 3-ugers/Grøn dyst er færdig.
Jeg er lige kommet hjem fra Roskilde Festival og føler mig bestemt ikke gearet til at studere for fuld skrue (de fleste, der har været på Roskilde Festival ved, at det gerne tager en uge at komme sig efterfølgende). Men det er så småt på tide at komme i gang igen. Pointene tjener jo ikke sig selv. Inden semesterstart skulle der gerne være kommet 10 point mere i kassen, svarende til 6 ugers fuldtidsstudium. De 10 point tager jeg i form af et specialkursus, hvori jeg skal undersøge effekten af "damper windings" i permanent magnetiserede generatorer, først gennem et litteraturstudium og senere ved simulering via finite-element-metoden.
Det er netop det, der er lækkert ved DTU: At man kan tage sine point, når det passer en bedst. Dermed ikke sagt, at otte ugers "ingenting" ikke lyder fristende, men vejet op imod den frihed jeg har taget i de forrige semestre, er jeg meget tilfreds med valgene.
For tiden hjælper jeg lidt til med at promovere et nyt 5-points kursus for det kommende semester: "Fremtidens el-forsyning i Danmark". Temaet vil være Drifts- og dimensioneringsmæssige udfordringer i elsystemet, og kurset vil blive afviklet som ét fælles kursus for følgende uddannelsesinstitutioner: Aalborg Universitet, Ingeniørhøjskolen i Århus, Syddansk Universitet, Ingeniørhøjskolen i København og Danmarks Tekniske Universitet. Hvis man vil vide mere om kurset, er der på DTU's campusnet oprettet en brugergruppe: "Future Power System in Denmark", hvor beskrivelse og en flyer findes. Går man ikke på DTU, kan man skrive en kommentar til denne blog med kontaktinfo, hvorefter jeg kan sende det direkte.
God sommer