Praktik - Bonus
31 maj 2012Ekstraopgaver ved praktikophold (for diplomingeniører)
Efterhånden som jeg har været i praktik nogle uger, har jeg fået forskellige arbejdsopgaver. Daglige arbejdsopgaver der fylder hverdagene med alt fra spændende til mindre spændende opgaver. For praktikanter er der dog lige nogle bonus opgaver, udover, som jeg skal have styr på;
1. Afsluttende opgave
Ved endt praktikophold skal der afleveres en 20 siders rapport omkring praktikopholdet. I rapporten skal der indgå flg. hovedpunkter;
1.1. Logbog.
Logbogen skal ajourføres dagligt under praktikopholdet. Ud fra logbogen skal man kunne ”fakturere timer” til forskellige projekter som man har arbejdet med.
1.2. Præsentation af virksomhed
I opgaven skal der indgå en præsentation af virksomheden og den afdeling som man sidder i.
1.3. Opgave
En konkret opgave hvor der skal gøres rede for en problemstilling fra praktikopholdet. Det er dog ikke den tekniske del af problemstillingen der er hoved essensen men derimod fremgangsmåden, erfaringer, sikkerhed osv.
2. Bachelorprojekt
Det er en rigtig god ide at få lavet en aftale med sit praktiksted omkring afgangsprojektet, som skal laves på det efterfølgende og sidste semester (7).
Dette skal selvfølgelig kun gøres hvis man ønsker at fortsætte samarbejdet med virksomheden, og dermed også de opgaver som er til stede.
2.1. Emne
Jeg har på et afdelingsmøde kort fortalt om mit bachelorsemester og hvordan et samarbejde kunne fungere mht. et afgangsprojekt. Her kom der flere gode emner som udover at være spændende også var relevante for min afdeling.
2.2. Aftale
Når jeg har valgt et emne og der er konsensus omkring ”projektet” så skal der laves en aftale. Med en aftale og dermed formentlig et relevant bachelorprojekt har man en god indgangsvinkel til at holde kontakten på. Formålet med at holde kontakten via bachelorprojektet, er selvfølgelig et forsøg på at stå bedre, når der skal søges arbejde efter studiet.